Alan Klitgaard  (sang, mundharmonika, whistle)

Rod Sinclair  (sang, 5-str banjo, guitar)

Ole Pettersson  (mandolin, tenorbanjo, guitar, sang)

Rasmus Zeeberg  (guitar, mandolin)

Peter Eget  (harmonika, sang)

Steffan Sørensen  (kontrabas, violin)

 

 

Det er Paddy Doyles’ allerførste koncert efter en pause på mange år og det er spillestedets første folkemusikarrangement nogensinde men arrangøren har beroliget os med at der er solgt tredive billetter i forsalg og at halvtreds vil være helt fint …

Vi aner ikke om navnet paddy doyles stadig siger nogen noget. Vi har spillet i 60’erne, i 70’erne, i 80’erne og i 90’erne. Men nu er der igen gået nogle år, og det her er vores første koncert i et nyt årti.

Derfra hvor vi står og venter, kan vi ikke se ned i salen, men vi kan høre at der er kommet flere end halvtreds …

Og så går vi ind på scenen – og ser ud over en stopfyldt sal.

Næsten trehundrede mennesker.

 

De fleste af dem var, heldigvis, ikke født, da bandet spillede sine første koncerter – det var halvdelen af bandets musikere i øvrigt heller ikke - men enkelte kommer i pausen for at opfriske minder fra dengang sidst i 60’erne, hvor paddy doyles blev født som Paddy Doyle’s Boots.

 

Det gik sådan til:

Der var engang en arrangør, der ringede fordi han skulle bruge bandets navn til en plakat. Men bandet havde ikke noget navn, så jeg holdt telefonrøret med den ene hånd, og bladede i den bog med sea-shanties der tilfældigt lå på bordet med den anden …

Paddy Doyle’s Boots stod der over én af dem, og - i 1968 måtte gruppenavne meget gerne være lange - Paddy Doyle’s Boots  sagde jeg. Selvfølgelig uden at have nogen anelse om at vi ville kom til at hænge på det navn i, foreløbig, 38 år. Næsten da. For da Thøger Olesen i 1971 ville lancere os på dansk, forlangte han, at vi ændrede det. Han foreslog Støvlerne, vi foreslog at vi droppede pladen, og så blev kompromiset Paddy Doyles.

 

Timme way ay-ay-ay high - ya!

We'll all shave under the chin!

 

…står der i sangens tekst. Men det kunne vi ikke drømme om dengang. Og lad mig i øvrigt slå fast at hår og skæg var noget vi havde i forvejen, ikke noget vi anlagde til lejligheden. ”Vi” var i øvrigt Alan Klitgaard, Jørgen Markmann og Ole Rossell, men Tom Luke og Mike Moffett kom hurtigt til.

 

Og annoncen fra det legendariske spillested Imikroskobet, må altså være fra før vi udsendte vores første (dansksprogede og nu fortrængte) single.

To aftener om ugen i Imikroskobet kunne holde sulten fra døren. Men der var også Gadespejlet, Tivolis ViseVersHus, Bagsværd Kro, Rainbow Room, Cabaret og mange, mange andre spillesteder. Og turnéerne rundt i landet, og i Sverige, Norge og Tyskland. Og festivalerne. Den første Tønder Festival, den første Midtfyn Festival og den første, pjaskvåde, i Roskilde, hvor Oles violin flækkede på langs midt under koncerten, fodi den blev våd, og han havde slebet lakken af den …

I ”de go'e år" først i 70'erne spillede paddy doyles mere end 200 jobs om året.

 

Clancy Brothers og siden Dubliners var den første inspiration, ingen tvivl om det, men det instrumentale har altid spillet en stor rolle, og med Rossel’s og Moffett’s store kærlighed til old-timey og bluegrass og med Luke’s baggrund i amerikansk musik, kom bandet aldrig til at lyde som forbillederne.

I Politikens Folkemusikleksikon skrev Tom Buhmann: ”Også internationalt høstede paddy doyles stor anerkendelse, bl.a. på grund af den unikke måde på hvilken gruppen i sin musik kombinerede forskellige musikalske traditioner.” 

 

Hvor mange musikere der i korte perioder har siddet ind med paddy doyles har vi simpelthen ikke tal på. Men listen ville i hvert fald blive fire eller fem gange så lang som denne her over dem der har været med i længere perioder:

Alan Klitgaard, Jørgen Markmann, Ole Rossel, Mike Moffett, Tom Luke, Krølle Erik Andersen, Søren Engel, Maria Luke, Allan Bergenholz, Walter Schliewe, Frans Novak Knudsen, Henrik Simonsen, Jens Christensen, Leif Ernstsen, Kurt Ole Petersen, Ole Pettersson, Rod Sinclair, Bjarne Schmidt, Rasmus Zeeberg, Steffan Sørensen og Peter Eget.

 

Musikere nok til fire versioner af paddy doyles, og det har der da også været  - mindst! Men ingen så velspillende, som denne foreløbig sidste, som blev ”grundlagt” på Tønder festivalen en sen nattetime for nogle år siden af to ex-paddydoyler Leif Ernstsen og Alan Klitgaard. Den første hævdede hårdnakket at der var et behov ( det var der, se ovenfor!), den sidste endte med at indvillige i at være med til at undersøge sagen, mod at han fik lov til at udpege de øvrige medlemmer af det nye band.

Det blev til to af landets bedste unge folkemusikere Rasmus Zeeberg og Steffan Sørensen, én af landets fineste ”irske” instrumentalister Bjarne Schmidt, og med en forsinkelse på mere end 30 år, endelig til et formaliseret samarbejde med Rod Sinclair. 

I 2005 overlod Ernstsen så sin plads til endnu en begavet ung musiker Peter Eget, og Schmidt sin til Ole Pettersson, som også spillede med bandet i 90’erne. 

 

paddy doyles introducerede det danske publikum for mange af de “klassiske” irske sange, Whiskey In the Jar blandt andet. Det er mere end  35 år siden, og der er ikke mange af dem tilbage på repertoiret. Ikke fordi der er noget i vejen med sangene, vi sled bare så meget på hinanden, band og sange, at vi til sidst måtte skilles.

Og så ville vi jo også gerne, allerede dengang, forsøge at skabe ”vores eget repertoire”, ikke mindst i forbindelse med at vi begyndte at indspille plader.

Nu som dengang er de skægge sange, de uartige sange og, ikke mindst, kærlighedssangene en integreret del af repertoiret, men ellers er vægten vel langt hen ad vejen lagt på sange, gamle eller nye, der udtrykker meninger og standpunkter. Noget vi også selv forbeholder os ret til at gøre fra scenen.

Tiden er til musik der udtrykker samhørighed, fællesskab og glæde, men også eftertænksomhed, engagement og holdninger.

Det gør paddy doyles’ musik.

 

Alan Klitgaard, marts 2006